Seværdigheder

Se vores seværdigheder

Hals ligger ved mundingen af Limfjordens østlige del.

Fra Skansen, der ligger umiddelbart nord for havnen, som blev anlagt af Christian IV, er der udsigt til Hals Barre. Det velbevarede skanseanlæg fra 1654 er med voldgrav, krudttårn og tøjhus. I bygningen er der nu indrettet egnsmuseum, hvilket er et besøg værd. På skanseanlægget græsser i sommermånederne 6 geder.

Hals er den første havn i Limfjorden og er altid i aktivitet. Lystfartøjer og lodsbåde myldrer mellem hinanden. Meget tidligt har færgetrafik over fjordmundingen fundet sted, og Hals-Egense færgen er nu stærkt benyttet. Jævnligt kommer større krydstogtskibe forbi på vej til Aalborg.

Byens vartegn, som står på Torvet, er kæberne fra en 9 tons stor blåhval. Oprindelig havde byen kæber fra en Boryvalus, skudt i Ishavet i 1868 af kaptajn Klitgaard, som vartegn. Desværre påkørte en uheldig vognmand i 1953 de skrøbelige kæber. Et hvalfangerselskab fra Sandefjord fiorærede byen et nyt sæt kæber. Disse er nu smuldret og blev i 2016 fjernet. Der er i øjeblikket ved at blive støbt nye meget naturtro kæber i samarbejde med en vindmøllefabrik. Kommer formodentlig op i 2017. På Lilletorv er der opstillet ryghvirvler fra en hval.

Der er gode badestrande i en afstand af ca. 2 km fra havnen. Der forefindes ligeledes flere fiskesøer i nærheden.

Den lokale cykelhandler lejer cykler ud, (ca. 250 m fra havnen i Havnegade).

Der findes turistinformation på Hals Bibliotek i Østergade.

Kontakt os

Vi sidder klar til at besvare ethvert spørgsmål, du måtte have, som du ikke får besvaret her på hjemmesiden. Så tøv ikke med at ringe eller skrive til os.

Kontakt os i dag